Skip to main contentSkip to navigationSkip to search
Logotype

SAS Danmark åbner rute til Grønland

January 31, 2007 12:06

Scandinavian Airlines Danmark åbner til maj en ny rute til Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord).

Ruten vil blive befløjet fra maj til ultimo september med to ugentlige afgange i maj (mandag og fredag), og tre ugentlige afgange i juni, juli, august og september (mandag, torsdag og fredag). Første flyvning er 7. maj.

“Vi er meget glade for, at vi nu igen kan tilbyde vore kunder en rute til Grønland, og vi ser også frem til et samarbejde med Air Greenland, der kan flyve vore gæster videre til indenrigsdestinationer i Grønland. Turismen i Grønland er i vækst og Scandinavian Airlines Danmark ser frem til, at vi kan bidrage til denne vækst,” siger adm. direktør i Scandinavian Airlines Danmark, Susanne Larsen.

Tidstabellen bliver lagt op således, at der er forbindelser til/fra dansk indenrigs og gode videreforbindelser til de tre væsentlige indenrigsdestinationer Nuuk, Sisimiut og Ilulissat med Air Greenland.

Scandinavian Airlines Danmark flyver til Kangerlussuaq med de to Airbus 319, som er selskabets nyeste fly – anskaffet i sensommeren 2006 – med plads til 141 passagerer.

SAS har tidligere haft helårlig ruteflyvning til Grønland med 220 sæders Boeing 767, men trafikken blev indstillet i 2002, da udfasningen af Boeing 767 betød, at der ikke længere var en flytype, der kunne flyve ruten lønsomt.

Latest news