Skip to main contentSkip to navigationSkip to search
Logotype

Ny SAS-rute mellem København og Arvidsjaur

June 29, 2005 12:00

Der vil nok være delte bud på udtalelsen – og få danskere kender på forhånd den nye destination i rutenettet. Så for god ordens skyld: Arvidsjaur i Nordsverige ligger i hjertet af Lapland, hvor vildmarken venter med storslåede naturoplevelser og gode skimuligheder for langrendsentusiaster. Og som den diametrale modsætning ligger her også biltestbaner, hvor mærker som Opel, Mercedes og BMW lufter deres nyeste modeller.

– Med den nye rute til Arvidsjaur prøver vi at dyrke et spændende og anderledes nichemarked op. Vi ved, at der er et potentiale – og nu vil vi se, om vi kan få både naturelskere og bilproducenter med på de samme fly, siger adm. direktør i Scandinavian Airlines Danmark, Susanne Larsen.

Beslutningen om at åbne ruten er blandt andet taget efter dialog med tyske bilproducenter, som rejser til Arvidsjaur for at benytte byens biltestbane. Af den grund bliver afgangstiderne tilpasset, så de passer med flyvninger fra tyske og andre europæiske afgange til København.

København – Arvidsjaur åbner 5. december og er planlagt til at være en vinterrute med sidste flyvning i første sæson 25. marts 2006. Der startes op med to ugentlige flyvninger (mandag og fredag) med en MD80, hvor der er plads til 150 passagerer.

For yderligere information kontakt informationschef Mikkel Nielsen på telefon 3232 3608

Med venlig hilsen
SAS Scandinavian Airlines Danmark A/S
Informationsafdelingen

Latest news