Skip to main contentSkip to navigationSkip to search
Logotype

SAS i Danmark i ny offensiv

November 6, 2008 16:41

SAS i Danmark åbner nu tre nye ruter til Barcelona, Malaga og Alicante. Samtidig vil SAS flyve oftere på London, Rom, Nice og Aalborg, lige som der bliver sat større fly ind på en række ruter. Billetterne er til salg fra fredag den 7. november 2008.Offensiven kommer som en direkte konsekvens af konkurrenten Sterlings konkurs, og den deraf stigende efterspørgsel på SAS’ produkter.

Sterlings konkurs har fået i tusindvis af kunder til at træffe det trygge valg og flyve med SAS. Og med de tre nye ruter og flere ture på populære destinationer, får kunderne mulighed for at vælge en kvalitetsrejse til konkurrencedygtige priser. De nye ruter indgår i sommerens trafikprogram og åbnes i marts. Men allerede fredag d. 7 november åbner salget.

Introduktionsprisen til Barcelona, Malaga og Alicante bliver på 495 kr. inkl. skatter og afgifter frem til d. 16 november. Derefter begynder prisen til Malaga og Alicante ved 595 kr. inkl. skatter og afgifter, og prisen til Barcelona ved 795 kr inkl. skatter og afgifter.

”Vi er glade for at kunne konstatere, at de mange nye kunder ser SAS som det trygge valg i en særdeles turbulent tid,” siger administrerende direktør Susanne Larsen, som en reaktion på, at SAS har fået cirka 60.000 nye kunder efter Sterlings konkurs.

Susanne Larsen understreger, at konkurrencen bliver hård. Nye konkurrenter vil søge at give SAS kamp til stregen, men SAS er parat til at tage kampen op.

”Der er tale om en balanceret vækst. Vores strategi tillader os at handle dynamisk. Det er afgørende at være omstillingsparat og kunne handle kvikt, når der opstår nye situationer. Alle skal vide, at man får mere ved at rejse med SAS,” siger Susanne Larsen.

“Vi tilbyder et kvalitetsprodukt, som de fleste af vores konkurrenter ikke kan matche. Hos os skal man ikke betale ekstra for hverken bagage eller barnevogne. Man kan fortryde sin rejse i op til 24 timer efter, den er bestilt og kunderne har en lang række muligheder for at checke ind hjemmefra eller fra kontoret. Vi tilbyder tre kvalitets-klasser med hver deres fordele. Det er der ikke mange andre, der kan,” siger SAS Danmarks administrerende direktør Susanne Larsen.

Yderligere oplysninger
Pressechef i SAS i Danmark, Mikkel Thrane +45 4132 3237

Latest news