SAS lancerer boardingkort på mobiltelefonen
Fra onsdag den 15. april vil kunder hos SAS Scandinavian Airlines kunne rejse udelukkende ved hjælp af deres mobiltelefon. Det er i tråd med SAS’ fokus på at gøre rejsen så enkel og effektiv som muligt. I en forsøgsperiode, der løber fra den 15. april til den 1. juli, kan passagerer opleve enkeltheden ved at rejse med Scandinavian Airlines mellem syv lufthavne: København, Göteborg, Helsinki, London Heathrow, Oslo, Stavanger og Stockholm.
”Lige nu checker ca. 10 procent af SAS’ passagerer ind via SMS, men vores mål for 2011 er, at 80 procent checker ind uden for lufthavnen – hvilket betyder online eller gennem mobiltelefonen,” siger Lars Sandahl Sørensen, Senior Vice President, Commercial, SAS.
”Det er meget vigtigt for os, at vores kunder får den mest smidige og enkle rejseoplevelse ved at rejse med os. Derfor glæder vi os til at lancere denne service senere i år, når vi har evalueret forsøget.”
Servicen vil være tilgængelig for alle passagerer med telefoner med mobilt internet (WAP). Når man har checket ind via SMS eller på SAS’ Mobile Portal (www.sas.mobi), og når fly-detaljerne er bekræftet, vil et mobilt boardingkort med stregkode komme frem på telefonens skærm. Det mobile boardingkort indeholder flynummer, sædenummer samt tider for afgang og ankomst.
Stregkoden kan bruges til registrering af bagage ved SAS Self Service-automater såvel som ved security, Fast Track security og adgang til loungeområder.
Forsøget med de mobile stregkode boardingkort gennemføres i samarbejde med britiske Mobiqa. Mobiqa er IATA’s foretrukne strategiske partner i forbindelse med mobile boarding-løsninger og leverandør til flere andre Star Alliance medlemmer.
Du kan læse mere på http://www.sas.dk/Mobilboarding
For mere information, kontakt venligst:
David Gram, Concept and Product Manager Scandinavian Airlines
Telefon: +45 3232 3624