Skip to main contentSkip to navigationSkip to search
Logotype

SAS og Nykredit i strategisk samarbejde om EuroBonus

October 9, 2013 08:00

Nykredit og SAS EuroBonus indleder i dag et nyt strategisk samarbejde om de to virksomheders loyalitetsprogrammer. Det er første gang, vi i Danmark ser et samarbejde om kundeloyalitet mellem et luftfartsselskab og en bank.Kunder der både bruger Nykredit Bank og SAS kan få mere ud af de to partneres respektive loyalitetsprogrammer. Det styrker værdien for medlemmer af EuroBonus, at de kan tanke point på noget helt andet end rejser, og det kan give bankkunderne i Nykredit en ekstra fordel.

Konkret betyder samarbejdet, at bankkunder fremover har mulighed for at optjene EuroBonuspoint, hvis de har eller får knyttet et Nykredit Mastercard til deres konto. Hvis de er eller kommer med i Nykredits kundekoncepter Plus, Premium eller Private Banking, kan de tjene endnu flere point.

– Vi er rigtig glade for aftalen med Nykredit i Danmark, som er det første store strategiske skridt i udviklingen af EuroBonus. Vi har et af verdens bedste loyalitetsprogrammer og ambitioner om at gøre det endnu bedre. Derfor vil vi nu udvide med en række partnere, så vores kunder kan optjene endnu flere point. Vi har planer om at udvide med andre brancher, og målet er, at kunderne kan optjene mange point og flyve for point fra et fælles loyalitetsprogram, siger koncerndirektør for salg og marketing Eivind Roald, SAS.

En undersøgelse fra Epinion tyder på, at samarbejde med et flyselskab er en rigtig god idé for en bank som Nykredit. 45% angiver, at de vil bruge deres kreditkort mere, hvis der er mulighed for at tjene EuroBonuspoint på det.

– Det er et meget højt tal. Det viser, at kunderne er mere opmærksomme på de fordelsprogrammer, som bankerne har, end man måske umiddelbart er tilbøjelig til at tro. Jeg er overbevidst om, at kundefordele bliver en stadig vigtigere konkurrenceparameter blandt bankerne, siger koncerndirektør og chef for kundeområdet i Nykredit Karsten Knudsen.

SAS har spurgt et udsnit af sine godt 600.000 EuroBonus-medlemmer i Danmark og 13% af dem svarer, at de er kunder i Nykredit Bank. Nykredit Bank har en andel på 6% af det generelle bankmarked.

Yderligere oplysninger hos kommunikationsdirektør Nels Petersen Nykredit tlf. 44551470 eller hos pressechef Trine Kromann-Mikkelsen, SAS, tlf. 3232 3135SAS er Skandinaviens største flyselskab med daglige flyvninger til destinationer i Skandinavien, Europa, USA og Asien. SAS er medlem af Star Alliance (http://www.staralliance.com/en/) ™ og sammen med vores 26 partnere flyver vi til over 1300 destinationer i 190 lande. For mere information, besøg http://www.sas.dk

Latest news