Skip to main contentSkip to navigationSkip to search
Logotype

SAS åbner Billund-rute

August 13, 2012 14:59

SAS har i dag åbnet ruten mellem Billund og København. Efter tre måneder uden direkte rute til København får rejsende fra Vestdanmark nu glæde af en direkte forbindelse til København. Begivenheden blev også markeret i LEGOLAND®, hvor et SAS-fly bygget i Lego, er landet i miniaturemodellen af Billund Lufthavn.Nu flyver SAS igen direkte mellem København og Billund med fem daglige flyvninger, to om lørdagen og tre om søndagen. I 2011 havde Billund 140.000 indenrigsrejsende, som har manglet ruten siden maj, hvor Cimber Sterling stoppede med at flyve. Ruten har været efterspurgt af både forretningsrejsende og fritidsrejsende.

– Gode flyforbindelser er med til at styrke erhvervsudvikling og turisme, og hos SAS forventer vi, at ruten kan være med til at give virksomhederne og turismen i Billund og omegn et løft. Det handler både om at give kunderne mulighed for at flyve ud i verden og om at give lettere adgang til Billund, siger marketingchef for SAS i Danmark, Robin Kristensen.

SAS’ tilstedeværelse i Billund bliver også synlig i LEGOLAND®. Et Boeing 737 bygget i skala 1:25 cirkulerer nu på 520 m2 i miniaturemodellen af Billund Lufthavn. Flyet symboliserer SAS’ betydning for dansk indenrigsflyvning, forklarer marketingchef i Danmark, Robin Kristensen:

– SAS betyder rigtig meget for rejsende i Skandinavien, og vi skal selvfølgelig også være repræsenteret i Legolands Billund Lufthavn, hvor mange gæster vil komme forbi og kan glæde sig over at se det genkendelige SAS fly, siger Robin Kristensen, SAS.

Billedtekst 1: Lufthavnsdirektør i Billund Kjeld Zacho Jørgensen indvier den nye rute.

Billedtekst 2: Fra højre Inge Christensen, stationschef Grethe Skovmose og marketingchef Robin Kristensen. SAS fly i Lego i størrelsesforhold 1:25.

For yderligere information kontakt venligst:
SAS’ presseafdeling på telefon 32 32 31 35

Billund Lufthavn
Med mere end 100 daglige flyafgange og -ankomster er Billund Lufthavn Vestdanmarks største lufthavn. Mere end 2,7 millioner passagerer benytter årligt lufthavnen på deres rejse til og fra hele verden.

SAS i Billund
Med ruten til København servicerer SAS et stigende antal forretnings- og fritidsrejsende til og fra Danmarks næststørste lufthavn Billund. SAS’ samarbejdspartner Cimber A/S opererer ruten med ATR-maskiner, der har plads til 68 rejsende. SAS har fem afgange i hverdagen og to-tre i weekenden.

Latest news